

Styling: Trine Frølich
Fotograf: Katrine Rohrberg
Solna, Sverige
4-årige Awas værelse er helt unikt og meget sit eget: Her er der væg-til-væg gulvtæppe, samt lyserøde vægge, loft og gardiner, og på den måde er der helt hulestemning, når man træder ind.
Oprindeligt var der 2 små rum, som familien valgte at slå sammen til et stort. Her bor Awa på fire med sin lillesøster Nenneh på 1,5 år. Og her er der plads til at tumle, lege og sove – og til at fylde værelset med fine fund, som Awa gør hver lørdag formiddag på loppemarkeder sammen med sin mor.
Gå på opdagelse i det lyserøde værelse lige her.
Awas seng er placeret i et indhak, der er i værelset. I hele værelset er der væg-til-væg gulvtæppe og sengeområdet er 'indrammet' med gardiner, så det er nærmest som at træde ind i en lille, hyggelig hule. På væggen hænger en plakat med 'Babar a 50 Ans'.
Foran sengen står et par Mary Jane sko i blød fløjl.
Et kig ind på den anden side af sengen, hvor bøger opbevares i en trækiste ved sengen, så de er lige ved hånden ved sengetid.
Lyserøde gardiner og gardin-top fra Gotain. Alt i toner af lyserød og med et strejf af rød.
Hver lørdag går Awa og hendes mor på loppemarked. Det er blevet deres eget lille ritual, som substitut for 'lørdagsslik'. Her får Awa lov til at vælge en lille ting, et stykke legetøj eller tøj.
"Det er sådan en dejlig tradition, og lørdag formiddag er en helt særlig tid for både Awa og jeg. Mange af hendes små fund er rykket ind på værelset", siger Marion, mor til Awa.
En vintage blå skammel giver kontrast til ellers alt i lyserød. På den står 3 kufferter, som bruges til opbevaring. Se dette kuffertsæt for lignende look.. Øverst står et strikket æble.
Den bløde bamse Morris sidder på en vintage stol, og har fået et lyserødt bånd om halsen.
På bordet står en skøn blanding af perler, farveblyanter, et picnicsæt, en lyserød sparegris formet som en svamp og et strikket æble.
Historien fortsættes nedenfor
Awas bord er lavet af en bordplade, som er sat fast på væggen, og sidenhen er dækket til foran med et stykke tekstil. Stoffet giver mulighed for opbevaring under bordet, samtidigt med, at det bløder udtrykket op.
På bordet ses en sparegris formet som en svamp, et picnic sæt og et strikket æble.
Små søde sko til Awas lillesøster Nenneh. Skoene er fra italienske Vibi Venezia og lavet i hånden – og lyserøde, naturligvis.


















