Styling: Studio Mini
Fotograf: Katrine Rohrberg
Skovshoved, Danmark
Elio på 3 år har et af husets største værelser. Med køkkenet på den ene side, og resten af hjemmet på den anden, fungerer værelset også som et sted for de voksne – og farverne er derfor holdt i rolige, neutrale grønne, blå og grå nuancer med enkelte kontrastfarver smukt placeret hist og her.
Her emmer af historie, og værelset gemmer på mange fine detaljer, der passer smukt til indretningen. Og – vigtigst af alt – så er her masser af plads til at lege, som er perfekt for en aktiv dreng, der elsker at danse, lege med biler, lastbiler og tog.
Elios værelse er et stort værelse med masser af plads til leg på gulvet – perfekt til en 3-årig, der elsker et lege med biler, lastbiler og tog.
Her ses: En strikket hval, et sort piano, rød panda papiér-mâché maske og en rød kuffert.
Jeg kan allerbedst lide
min kranbil fordi... det kan jeg bare.
Mit favoritlegetøj er
alle mine biler som holder under sengen, fordi man kan fylde klodser i dem og læsse af der hvor der er brug for det. Og mine brandbiler som kommer med udrykning, når der er brug for hjælp.
Jeg griner allerhøjest når
jeg danser på mit værelse. Til ’Tigerdans’ (af Grethe Agatz) Det er min yndlingssang.
Når jeg har venner på besøg
på mit værelse leger vi med min togbane, og så går vi ud i haven og finder store grene. Om sommeren plukker vi bær og fisker på havnen.
Min yndlingsbog lige nu
er den med byggepladsen, som vi har lånt på biblioteket og også den med blåbærkongen og tyttebærpigerne (Puttes Eventyr i Blåbærskoven af Elsa Beskow).
"Min yndlingsbog lige nu er den med byggepladsen, som vi har lånt på biblioteket, og også den med blåbærkongen og tyttebærpigerne."
– Elio, 3 år
Elios og familiens mange bøger har plads på en stor reol, hvor de til sammen skaber et flot udtryk. Ovenpå reolerne står en Akari Lampe og en svampelampe. Til højre for reolen står en opbevaringskurv med legetøj i og et smukt, håndlavet legehus, der kommer fra en gammel Rudolf Steinerskole.
Ved døren til husets øvrige rum bruges kufferter til opbevaring af småting, og en fin og dekorativ raffia kurv til opbevaring af legetøj. I vinduet står små træfigurer og balancerer på hinanden.
Den store radiator bruges som hylde til et lille display af bøger og figurer. Øverst står en finurlig flodhest i træ, som også er en blyantsholder. På væggen hænger en gammel børnetegning, tegnet af Elios moster da hun var lille, som senere hen er blevet indrammet.
En smuk gammel quilt og andet fint sengetøj fylder i Elios hyggelige seng sammen med de farverige bamser. Den strikkede hval er fra Helle Høgsbro Krag, og ovenpå den stribede dyne ligger en børste fra Mason Pearson og en sut i en flot gul farve.
I vinduet står lidt legetøj og en bamse, og her kan man også kigge ud af vinduet til haven, der om sommeren byder på bær, som Elio elsker at plukke og spise.
Den praktiske og pæne cirkus opbevaringskurv står ved siden af et smukt, håndlavet legehus lavet i træ, fyldt med trædyr, små mennesker, miniature møbler også lavet i træ – og en brandbil.