Hjemme hos Rasmus Schou

Designer hos Lyfa, og far til Manfred (2)

Hej Rasmus! Fortæl os om jeres hjem, og hvordan I har indrettet jer?

“Vi bor i Aarhus, i en ældre lejlighed fra omkring 1930, som vi satte i stand inden vi flyttede ind. Her var det med det samme tydeligt for os, at vi ville fremhæve nogle af de gamle, charmerende detaljer, der findes i bygninger, fra den tid. Det har vi blandt andet gjort ved at give hvert rum sin helt egen rolige og varme grå nuance, som passer så fint til de gamle hvide døre, vinduer og den smukke stuk, vi har i loftet.

Hvert værelse er på den måde en lille smule anderledes end de andre, men valget af materialer og øvrige farver går igen gennem hele vores hjem, og forbinder det hele fint sammen. Eksempelvis er vores spisestue ret mørk, da vi her ønskede en intim stemning, mens vores stue er mere lys og rummelig, for at give plads til os alle sammen – inklusiv Manfred, hans leg og noget af hans legetøj”.

Hvad synes du er vigtigt, når man indretter børneværelser?

“Både Mette og jeg synes, at børneværelset skal have masser af bøger, spil, legetøj og bamser – og alt må meget gerne stå fremme, så det hele kan ses, røres ved og leges med. Alle farverne, formerne og materialerne skaber tilsammen en let og legesyg stemning i værelset, som vi godt kan lide.

Jeg er heller ikke tilhænger af, at alt skal pakkes væk i kurve og kasser, og sættes ind i skabe, så børneværelset er helt ryddeligt – man må godt fornemme, at der her er plads til leg. Vi går heller ikke så meget op i, om alle farver og møblerne matcher. Det vigtigste for os er, at børneværelset er et værelse, hvor der er rart at være”.

I har mange bøger, der handler om design, plakater af arkitektur og design, osv. Hvad er det bedste sted du har besøgt indenfor den kategori og hvorfor?

Le Corbusier's Villa Savoye lige udenfor Paris og Alvar Aalto's hus i Helsinki er klart mine favoritter. Begge steder er fyldt med fantastiske arkitektoniske detaljer, en fin historie og smukt design. Stederne tager dig virkelig på en rejse tilbage i tiden, og der er så mange indtryk. Der er i øvrigt virkelig mange vinkler, detaljer og stemninger at fotografere, hvis man nu er interesseret i interiør og arkitektur ligesom mig”.

Hvad er det bedste ved at være far?

“Det er at se og opleve vores lille dreng vokse, lære nye ting og udvikle sin personlighed. Alt det giver mig så meget glæde og mening med livet. Vi har haft så mange fantastiske oplevelser med ham allerede – og det er måske det mest fantastiske ved at være far – at være så heldig, at samle på så mange smil, grin og gode oplevelser sammen”.

Tusind tak,Rasmus!

Skriv en kommentar

Alle kommentarer læses og rettes til før de publiceres